Børn har brug for omsorg

Hvor skal vi gøre af al den smerte som børn bliver påført af voksne. Disse voksne, der mener at børn har en sexualitet der skal udnyttes, at børn er en forbrugsgode som man kan voldtage, udøve vold på eller kontrollere med magt.
Jeg kan blive så fysisk dårlig, at jeg kaster op, i afmagt overfor de ødelagte børns smerte. Jeg lærer deres smerte at kende, når det er lang tid siden, at de var børn. Når det er for sent at melde de voksne som burde tage deres straf, når det er for sent at trøste. Jeg føler afsky for de voksne der slog en lille dreng, så hans ryg blev skadet for evigt eller den lille pige der blev voldtaget af sin dybt religøse far, hvorefter hun fik tæsk fordi hun havde lokket ham i fordærv. Nogle tæsk, voldtægter eller ydmygelser har været fortrængt af barnet, for at overleve. Mona fortalte mig hvordan hun rensede sin krop med et bad hver gang hendes far havde voldtaget hende. Peter fortalte mig hvordan han knugede sin lille bamse under sofaen og hviskede til dén, at den skulle være helt stille så han ikke blev fundet. Hvis hans mor fangede ham ville han få mange slag. Han vidste aldrig hvad han havde gjort, han vidste bare, at det blev værst for ham selv når han blev fundet og der ville vanke ekstra slag, fordi han havde gemt sig. Jeg spørger mig selv hvordan voksne kan få sig selv til at pine børn, hvordan kan de føle grund til, at se egne eller andres børn blive påført smerte. Jeg forstår det simpelthen ikke. Lige meget hvor meget de selv har lidt i barndommen, er det ingen undskyldning for at føre et sygt mønster videre. De børn jeg møder er smidt uden for barndommens port, som affald. De kan nogen gange slet ikke huske hvordan det var på den anden side af porten. Den barndom er blevet fortrængt fordi den ikke indeholder noget der er værd at huske. Alt hvad der er tilbage af minder handler om dårlige stemninger, misbrug og fortielse af overgreb og vold.
Jeg ønsker at tage smerten fra de børn. Jeg ønsker at give dem den omsorg og kærlighed de har for tjent. Det er for sent for disse børn men det er ikke for sent for de børn hvis smerte vi er vidner til i dag. Vi kan stadig nå at give kærlighed til de børn der kan reddes. Vi kan stadig nå at gøre en forskel for alle de børn, hvor vores mistanke til vanrøgt bliver vagt. Det kræver ingen ting at spørge ”hej lille du, er du okay?”. mange af de børn som blev smidt ud med affaldet, fra barndommen siger til mig; ”hvis bare der var nogen der havde spurgt mig hvordan jeg havde dét”, ”hvis bare der var nogen der havde meldt dét de så”. Ofte er børn lammet af frygt eller loyalitet mod den voksen der begår forbrydelser mod dem. Derfor melder de ikke noget ud. Det er vores ansvar, at beskytte børn mod overfald, overgreb, voldtægter og vold. Det er vores ansvar, at give børn meget rummelighed og kærlighed.

I mit barndomshjem flyttede der af og til en pige ind. Hun hed Majse. Hun var modig og lod sig ikke mærke med at hun blev drillet af alle i klassen. Hun havde blå mærker over hele kroppen og hendes hår var uvasket og uredt. Hun var skeløjet og bar fedtede briller. Hendes hjem var noget rod. Der var møg beskidt og fyldt med fulde mænd og kvinder. Der var hunde og høns i stuen og alle gik rundt med læderjakker på, indenfor. De boede i et gammelt forladt bondehus og Majse prøvede af og til at fortælle mig om hendes liv. Jeg troede ikke på hende, fordi det var for svært for mig, at begribe de rædselshistorier hun berettede, men min mor troede på hende. Derfor boede Majse af og til på mit værelse. En dag på lejrskole kom der folk fra kommunen og hentede hende. Hun skulle på institution, fortalte vores klasselærer. Hun skulle tvangsfjernes fra sit hjem for hendes eget bedste. Hun forsvandt lige så brat ud af mit liv, som hun var kommet ind.
Jeg tænker tit på hende og håber, at hun fik et bedre liv, væk fra det beskidte hus med vold og overgreb.

Jeg har selv tre skønne børn og en pragtfuld mand. Jeg ser på dem med ømme og kærlige blikke og tænker på hvor heldige de er. De lever, et sted hvor der er masser af kærlighed, tid og overskud til dem. Når jeg ser på vores børn, håber jeg, at de en dag vil være med til at ændre verden til et bedre sted at være. At de kan bruge den kærlighed, vi giver dem, til at hjælpe andre der ikke får en barndom.

Psykolog i København Camilla Holst